Vellykket laksearrangement
En lun forårsdag med sol, hvor varmen forvandlede nymfer til slørvinger, der luftede de nyudfoldede vinger – var shelterpladsen ved Skarrild Bro, ved Skjern Å, fyldt med forårskåde lystfiskere.
Ikke mindre end 70 glade mennesker havde fundet vej til arrangementet, Mens vi venter på laksen. Det blev en godt dag med hyggeligt socialt samvær, godt humør og masser af ny viden, inspiration og tips og tricks til det forestående laksefiskeri.
Stor tak til Salmologic, Henrik Mortensen, Thomas Kjeldgaard, Thomas Thaarup, Verner Mortensen og Jesper Ottosen for det arbejde de har lagt i dagen og i forberedelserne.
Nu er er snart kun en uge til premieren. Husk, premierearrangementet ved Skjern i år foregår ikke som vanligt på campingpladsen i Sdr. Felding – men ved foreningens nye lokale i Den Gamle Skole på Kirkepladsen i Skarrild, hvor der er rundstykker og senere pølser på grillen.
Ved Storåen finder premierearrangementet som vanligt sted ved Bur-hytten, hvor der også er rundstykker og pølser til de tilmeldte.