Vellykket elfiskedag

Af: Tonni Kjær Jensen

DSC_0014

Søndag d. 8. december mødtes lystfiskere fra nær og fjern til elfiskedag på Danmarks Center for Vildlaks.

På trods af regnvejr, var fremmødet flot – omkring 70 personer, unge og gamle.

Efter en kort briefing om dagens forløb, ved Kim Iversen, kørte alle til Skjern Å.

Elfiskeriet skulle foregå fra landevejsvinget og ned til spangen ved Ahler Gårde.

Fangsterne begrænsede sig til 4-5 laks og en enkelt havørred. Kim Iversen oplyste, at man tidligere på dagen havde fanget mange laks højere oppe i Skjern Å og Vorgod Å. – Og at Danmarks Center for Vildlaks allerede have fanget laks nok til avlsarbejdet.

DSC_0028

Deltagerne kørte herefter tilbage til Danmarks Center for Vildlaks, og fik varmen med dampende varm gløg og æbleskiver.

Kim Iversen holdt et glimrende foredrag og gjorde status for lakseåret 2014.

Kvoten blev knapt opfisket. I alt blev fanget 1084 laks, hvoraf 63% svarende til 685 fisk blev genudsat. Der blev fanget 529 havørreder, hvoraf 70% blev genudsat.

Som forudset var der 2014 en stor opgang af grilse – mens der de sidste par år været en lille tilbagegang i opgangen af mellem- og storlaks.

Mange af de fangede laks har været genudsat. Det er glædeligt, da det tyder på at laksen klarer sig godt ved nænsom genudsætning.

Ca. 3500 lystfiskere har købt laksetegn I 2014, og der er gennemsnitligt fanget 5-6 laks pr dag ved Skjern Å.

Fangsten af havørred er gået frem fra godt 100 stk. i 2003 til omkring 550 stk. i 2014. 70% af havørrederne er blevet genudsat, hviket glædede biolog Kim Iversen, da det signalerer, at det ikke er lystfiskere der er årsag til den lille opgang af havørred.

DSC_0053

Udfordringer

Skarv er fortsat en stor udfordring, som Skjern Å Sammenslutningen og foreninger langs Skjern Å vil sætte i focus. Lodsejere og jægere har i vinter tilladelse til at regulere bestanden af skarv med 60 individer.

I 2016 venter man at der kommer afrapportering på garnundersøgelser i Skjern Å.

Vandpleje

Der er lavet mange fine gydepladser med nyt grus, blandt andet i Tarm Møllebæk og i Brande Å. I Holtum Å er alle spærringer nu fjernet, i hele åens længde. Men, der er stadig behov for en indsats for at øge antallet af gydepladser i Skjern Å-systemet.

Brande Elværkssø er nu ændret til et fremragede gydestryg for laksen.

Kim Iversen gennemgik sammenbruddet af dæmningen og konsekvenserne for fiskebestanden i tiden efter. Heldigvis skete bruddet i december måned. Det betød, at det iltsvind, der opstod da mudder og slam skyllede ned ad åen, ikke fik så stor effekt, som det ville have haft om sommeren. Vi må nu håbe på, at det nye stryg bliver liggende.

DSC_0102

En lys fremtid for Laksens i Skjern Å

Kim Iversen oplyste, at de statestiker og bestandsestimater man laver på Danmarks Center for vildlaks viser, at der i 2015 og 2016 kan forventes en øget opgang af laks – specielt mellemlaks og storlaks, men også grilse vil være i fremgang.

Efter Kim Iversens foredrag, blev der solgt lodsedler og trukket lod om fine sponsorpræmier Så skulle dagens fangst af laks flyttes fra tankene på bilerne til bassinerne, hvilket er et stort tilløbstykke, ikke mindst for børnene.

Specielt en stor blank laks på 115 cm, anslået til at veje 15 kg, tiltrak sig opmærksomhed.

Laksen havde et noget specielt udseende, og fiskemester, Søren Larsen havde en mistanke om, at det kunne være en burlaks, hvilket skulle undersøges nærmere.

Tak til Søren Larsen, Kim Iversen og de øvrige ansatte på Danmarks Center for Vildlaks. Det var et velbesøgt og godt arrangement.

DSC_0088