Stadig gang i storlaksene i LF26
På Lystfiskerforeningen af 1926’s fiskevande ved Skarrild, er der stadig gang i fangsten af storlaks.
Medlem af Lystfiskerforeningen af 1926, Rene Nielsen, der har en fiskehytte ved Skarrild, skrev lørdag morgen d. 28/9 på sin Facebook-væg:
– Så vil jeg lige ned til åen et smut, og se om den store fisk stadigvæk er der. Den, jeg næsten fik op den anden dag.
En times tid efter vendte Rene tilbage fra åen, med hænderne fulde af fisk. Efter et kvarters fiskeri have den gamle hanlaks, Rene havde luret på et stykke tid, hugget på en Vibrax-spinner.
Laksen blev målt og kontrolvejet af formanden for Lystfiskerforeningen af 1926, Tonni Kjær Jensen. Fisken var 105 centimeter og vejede præcis 10 kilo.
Laksen er Rene Nielsens første Skjern Å-laks.