Sølvtøj på lånt grej
Formanden for Karup Å Sammenslutningen og medlem af Lystfiskerforeningen af 1926, Carsten Keis Fomsgaard har været på natteluskeri og fravristet Karup Å en skøn havørred på 4,6 kilo.
Hvordan det gik til kan du læse om her. Carsten beretter:
– Kørte til Karup Å om aftenen på årets længste dag d. 21. juni, sammen med min faste fiskemakker Mikael.
– Da vi skulle til at rigge fluestængerne til, opdagede jeg, at det ikke var tasken med fluegrej jeg havde fået med, men tasken med spinnegrej. Der stod jeg med en fluestang og et spinnehjul…
– Jeg ringede til min gode ven, Mogens Styhr, fortalte ham om mit problem, og spurgte om han havde et fluehjul med en #9 intermediate line, jeg måtte låne.
– Det var så heldigt, at han lige havde sådan et på lager, som han ikke skulle bruge denne aften.
Med lånt hjul og line, blev fluestangen endelig rigget til. En rørflue med propel blev påmonteret. – Og så skulle der fiskes.
– Mikael var nu 45 minutter foran, så jeg fiskede i et frisk tempo, i håb om at indhente ham.
– Efter ca. 20 minutters fiskeri, er der en havørred der vender i overfladen lige ud for mig. Det får hele åen til at gynge, Jeg tænker, at det må være en fisk fluen har trukket ud midt i åen, og som blev skræmt da jeg passerede.
– Cirka 100 meter længere nede ad åen, rejser jeg en fisk som følger fluen fra modsatte bred og til midten af åen. Dog uden at den tager fluen. Hvor er det bare dejligt at se fisk og vide mulighederne er der ude.
– Således fuld af optimisme rullede jeg ind, og skyndte mig ned til Mikael for at høre, hvad han havde oplevet? Han havde haft et enkelt tilbud, men fisken blev ikke kroget.
– Vi gik nu med 20 meters afstand. Mikael gik forrest, og jeg gik bagefter for at kontrollere, om han havde fisket stykket ordentlig af.
– Bedst som vi gik der – skjult af mandshøje siv – og småsnakkede, som vi så tit har gjort, skete det. Noget trak forsigtigt i min line. Jeg strammede linen op, og bang! – så var der fast fisk på krogen.
– Fighten var ret udramatisk, ingen høje spring, men en del plask og rul i overfladen, krydret med små hidsige udløb.
Første gang fisken kom inden for rækkevide af nettet, blev den nettet og kom på land. Den lille trekrog sad helt nede i saksen med to kroge godt fæstet indvendig i kæften af fisken. Det var bare helt perfekt.
– Fisken blev målt til 71cm. Den vejede 4,64kg.
– Stor tak til Mogens Styhr for lån af hjul og line, og til Mikael Rønsholdt for den uproblematiske landing af fisken.