Nye kvote- og fiskeregler ved lakseåerne
Opmærksomheden henledes på, at der i de lakseførende åer – og ikke mindst Skjern Å – er indført nye regler omkring kroge, fangstindberetning og kvotefordelinger med mere. Reglerne er indført på foranledning af DTU, Danmarks Center for Vildlaks, laksesammenslutningerne og Danmarks Sportsfiskerforbund.
De vigtigste ændringspunkter:
På landsplan:
Krav om brug af cirkelkrog ved ormefiskeri udgår sandsynligvis allerede i 2018. Et nyt lovforslag forventes vedtaget, men er lige nu i hørring.
Der indføres krav om indberetning af hjemtagne laks samme dag fisken er landet, inden klokken 24.00.
Ved Skjern Å:
Der indføres krav om udtagning af vævs- og skælprøve af alle hjemtagne laks i Skjern Å-systemet. Læs mere her: http://skjernaasam.dk/fiskeriet/skael-og-vaevsproever/
Laksekvoten deles i flere forskellige størrelsesbestemte, områdebestemte og tidsbestemte kvoter. Se nedenstående.
Størstemålet for smålaks og mindstemålet for storlaks føres fra 70 centimeter tilbage til 75 centimeter, som er det landsdækkende mål.
Kvote- og fiskeregler ved Skjern Å:
Fiskesæsonen starter den 16. april og ophører den 15. Oktober
Laksefiskeriet er styret af en kvote som fastsættes af Naturerhvervsstyrelsen. Kvoten for 2018 er på 425 laks, delt i to størrelsesgrupper 185 storlaks over 75 cm og 235 smålaks under 75 cm.
Smålaksekvoten: (laks mellem 40 og 75 centimeter) starter 16/4 og gælder sæsonen ud.
Storlaksekvoten: (laks over 75 cm) er delt i to tidskvoter. Første tidskvote starter 16/4 og slutter, når halvdelen af den samlede storlaksekvote er brugt og 84 laks er hjemtaget.
Særkvoten: Herefter må der yderligere opfiskes 6 laks i Skjern Å opstrøms Tarp Bro, 6 laks i Vorgod Å opstrøms jernbanen og 6 laks i Omme Å opstrøms Vester Ringvej.
Herefter må der ikke hjemtages storlaks før anden tidskvote starter den 16/6 og de sidste 83 storlaks må hjemtages.
Laksekvoterne gælder for bekendtgørelsens § 1, nr. 1-13 nævnte områder i perioden fra den 16. april til og med den 15. oktober. Områderne er:
1) Skjern Å, fra Højmarksvej og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.
2) Sdr. Omme Å, fra opstemningen ved Juellingsholm Dambrug og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.
3) Brande Å, fra Brandlundvej og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.
4) Karstoft Å, fra opstemningen ved Clasonsborg og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.
5) Simmel Bæk, fra sammenløb med Hårkær Bæk og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.
6) Påbøl Bæk, fra Påbølvej og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.
7) Gundesbøl Å, fra Vindingevej og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.
8) Vorgod Å, fra Trehøjevej og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.
9) Rind Å, fra sammenløb med Fjederholt Å og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.
10) Egeris Mølleå, fra Skovbyvej og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.
11) Fjederholt Å, fra Toftlundvej og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.
12) Holtum Å, fra afløbet fra Ejstrup Sø og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.
13) Tarm Bybæk, fra Storegade og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.
B-kvoten: Der må fra 16. april til og med den 31. oktober, maksimalt hjemtages 5 laks i den øvrige del af Skjern Å vandsystem. Disse laks er ikke opdelt i størrelses grupper.
Det vil sige, at der må fiskes og hjemtages laks, 14 dage efter fredningen er sat ind i Skjern Å, i de små vandløb, der hører under “øvrige del af Skjern Å-vandsystem, samt i Omme Å opstrøms Jullingsholm.
Særlige fiskeregler for Skjern Å:
Bekendtgørelsen om særlige fiskeregler for Skjern Å-systemet finder du her: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=160654
Der må hjemtages / aflives en laks pr. person pr. år, men kun så længe kvoten ikke er opbrugt.
Der må hjemtages / aflives en havørred pr. person pr. år.
Der må kun anvendes en enkelt krog på linen. Krogen må være en enkeltkrog, dobbeltkrog eller trekrog. Det er ikke tilladt at anvende modhager på krogen. Overtrædelse medfører udelukkelse fra fiskeri i Skjern Å vandsystem i et år, ligesom Fiskeridirektoratet underrettes.
Fiskeri med naturligt agn eller agn med duftstoffer er kun tilladt på kroge uden modhager. Dog må der ved anvendelse af agn benyttes andre krogtyper med modhager, når der fiskes med en enkeltkrog i krogstørrelse nr. 12 eller en enkeltkrog, der er mindre. Max kroggab 6 m.m.
Når en lystfisker har fanget en laks (nedgænger undtaget), må der efterølgende ikke praktiseres fiskeri med naturlig agn eller duftstof.
Det er ikke tilladt at fiske med rejer og rogn som agn, hverken i vandløb eller søer i Skjern Å-systemet.
Når kvoten er opbrugt, skal eventuelle fangede laks straks og skånsomt genudsættes.
Alle fangster af laks og havørred, både hjemtagne og udsatte fisk, skal indberettes til Skjern Å Sammenslutningen online på: www.skjernaasam.dk samme dag fisken er fanget.
Fangster på Lystfiskerforeningen af 1926´s fiskevand skal desuden indberettes til Lystfiskerforeningen af 1926 efter gældende regler og tidsfrist.
I forbindelse med registrering af fangsten, skal der for både de hjemtagne og genudsatte laks indrapporteres om laksen havde fedtfinne eller om fedtfinnen manglede. Der skal desuden udtages og afleveres vævsprøve og skælprøve fra alle hjemtagne laks. Læs mere om det her: http://skjernaasam.dk/fiskeriet/skael-og-vaevsproever/
Laksekontingent, fiskekort og obligatorisk fisketegn skal være betalt inden fiskeriet påbegyndes, ligesom den enkelte lystfisker skal sikre sig, at den fiskeriberettigede (lodsejer, forening, konsortium eller private) er medlem i SÅS og registreret under medlemslisten i SÅS.
Regler omkring genudsætning
- Land fisken så hurtigt som det er muligt.
- Brug grej og liner som sikrer at dette er muligt.
- Hold fisken i vand.
- Tag et billede af fisken i vandet hvis du er alene.
- Fisken kan løftes ud af vandet i max. 5 sekunder hvis der er en hjælper til at tage et billede.
- Fangstnet skal være finmaskede og knudefri.
Anbefalinger fra Danmarks Tekniske Universitet
Lystfiskeren skal have kendskab til alle forhold ved fiskeriet
Klip linen tæt ved krogen, hvis skånsom afkrogning ikke er mulig.
Medbring krogløsertang, krogfjerner, og saks.
Løft på intet tidspunkt fisk som skal genudsættes ud af vandet.
Anvend tilstrækkeligt kraftigt grej til at håndtere store fisk, og undgå lang fight-tid.
Brug ikke gaf ved landing af fisk som skal genudsættes.
Anbefalinger fra Skjern Å Sammenslutningen:
Håndter fisk som skal genudsættes hurtigt og hensynsfuldt.
Anbring målemærker på din fiskestang, så du nemt og hurtigt kan måle fiskens længde i vandet.
Lad tvivlen komme fisken til gode, hvis du er usikker på fiskens længde.
Brug kun fangstnet med finmasket knudefri netpose, gerne 10 mm. eller finere.
Overvej at skifte til en mindre enkeltkrog, når din personlig kvote er opbrugt, eller den samlede kvote er opbrugt.
Overvej at droppe agnfiskeri, når din personlige kvote er opbrugt, eller den samlede kvote er opbrugt.
SÅS og DTU anbefaler, at antallet af genudsatte laks begrænses til et fornuftigt niveau. Det anbefales at det årlige antal af genudsatte laks begrænses til højst 10 laks pr. år og dagsfangster begrænses til to laks.
Mindstemål:
Havørreder 40 cm – laks 40 cm.
Etiske fiskeregler for Skjern Å – vandsystemet:
Det er vigtigt, at man som lystfisker overholder nogle få skrevne og uskrevne regler for fiskeri og færdsel i den danske natur. Det er med til at bevare de gode fiskebestande, og det sikrer et godt forhold mellem lystfiskere, andre brugere af naturen og dem, der bor i området – også for kommende generationer af lystfiskere. Fisk kun med tilladelse (Fisketegn, samt dag-, uge- eller årskort).
Sæt dig godt ind i reglerne om fredningstider, fredningsbælter og mindstemål. Vær opmærksom på evt. særregler, gældende for foreningsvandene. Vær opmærksom på private eller fredede strækninger, følg skiltningen Respekter reglerne nøje.
Vis hensyn ved færdsel i naturen
Træd ikke i afgrøder, men gå på markveje, stier og evt. i markskel. Undgå unødig støj – og husk – det er forbudt at kaste affald, flasker og andet. Efterlad heller ikke fiskeaffald på fiskestedet/åbredden.
Vis hensyn ved kørsel og parkering
Benyt kun de P-pladser som er anvist på kortene eller er anvist ved skiltning. Kørsel i området er kun tilladt på offentlige veje, og på vejene til/fra de anviste P-pladser. Kør hensynsfuldt og forsigtigt på de små veje.
Udøv kun bevægeligt fiskeri i strømmens retning
Tag 3 – 4 skridt i strømmens retning, mellem hvert kast.
Start altid fiskeriet opstrøms andre der allerede er i gang med at fiske. Og hold god afstand – min. ca. 50 meter.
Tag ikke flere fisk med hjem end du selv kan anvende.
Brug ikke så lette eller dårlige grejer, at du ikke kan lande fisken ordentligt.
Der må kun fiskes med en fiskestang pr. person.
Laksefiskeri i Storåen
Bekendtgørelse og fiskeregler for fiskeri i Storåen finder du her: https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=140355