Vedtægter

Foreningens vedtægter:

  • 1 – FORENINGEN:

Stk. 1. 

Foreningens navn er: Lystfiskerforeningen af 1926.

Stk. 2. 

Foreningen er stiftet i 1926 under navnet Dansk Sportsfiskerforening og hjemstedet er Skjern.

Stk. 3. 

Foreningen er medlem af:

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF)

Skjern Å Sammenslutningen (SÅS)

Sammenslutningen ved Storåen (SVS)

Karup Å Sammenslutningen(KÅS)

  • 2 – FORMÅL:

Stk. 1. 

At varetage medlemmernes interesser, herunder at ophjælpe fiskebestanden i de vande, hvor foreningen har interesser i fiskeriet, eventuelt ved indskud af foreningens midler. Endvidere at medvirke til interessen for lystfiskeriets almene og gode udøvelse.

  • 3MEDLEMSFORHOLD:

Stk. 1. 

Enhver uberygtet person kan blive medlem. Ansøgning om indmeldelse sker via foreningens hjemmeside eller til medlems-administrator. Medlemskabet er først gyldigt når kontingentet er betalt. Kommer et medlem i restance i mere end to måneder, udmeldes medlemmet automatisk.

Stk. 2. 

Hvis en person nægtes optagelse af bestyrelsen, skal den førstkommende generalforsamling afgøre, om den pågældende kan optages.

Stk. 3. 

Udmeldelse skal ske skriftligt til medlemsadministratoren inden den 1. december, da vedkommende ellers er forpligtet til at betale kontingent for det følgende år.

Stk. 4. 

Udelukkelse fra foreningen kan ske, når en generalforsamling vedtager dette med 3/4-dels majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte.

Stk. 5. 

Medlemmer af Lystfiskerforeningen af 1926 må ikke, uden bestyrelsens samtykke, leje eller eje fiskeret ved foreningens vande, ej heller stykker der tilhører, eller har tilhørt, foreninger under Danmarks Sportsfiskerforbund.

Stk.6.

Medlemmer af Lystfiskerforeningen af 1926 er pligtige til at foretage indberetning af fangst.

 

  • 4 – EKSKLUSION:

Stk. 1. 

Personer, som er ekskluderet eller udelukket fra andre foreninger eller sammenslutninger, kan ikke optages som medlemmer.

Stk. 2. 

Medlemmer, som ekskluderes fra andre foreninger eller sammenslutninger, kan af bestyrelsen ekskluderes fra foreningen.

Stk. 3. 

Ved eksklusion træffer bestyrelsen beslutning om eksklusionens varighed.

Stk. 4. 

Efter eksklusionen er medlemmet forment adgang til foreningens vande.

Stk. 5. 

En eksklusion kan indbringes for den følgende ordinære generalforsamling. Indbringelsen medfører ikke opsættende virkning.

 

  • 5 – KONTINGENT:

Stk. 1.

Bestyrelsen for Lystfiskerforeningen af 1926 fastsætter det årlige foreningskontingent, hvert år i december. Det sker på baggrund af fiskelejestigninger, driftsregnskab og budget. På generalforsamlingen orienteres om kontingentændringer og kontingentet verificeres.

  • 6 – BESTYRELSEN:

Stk. 1. 

Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af formand, næstformand, kasserer og to bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. Foreningen tegnes af formanden og kassereren eller formanden og to bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen kan udpege en regnskabskyndig / kasserer udenfor bestyrelsen med samme arbejdsområde, beføjelser og pligter som en valgt kasserer.

Denne skal godkendes af generalforsamlingen og har, sammen med formanden, adgang til foreningens konti.

Stk. 2.

Generalforsamlingen vælger medlemmer til bestyrelsen for en to-årig periode. Dette således at der hvert år vælges tre medlemmer.

Stk. 3.

Umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand og kasserer. Kassereren skal være regnskabskyndig.

Stk. 4.

Generalforsamlingen vælger to suppleanter til bestyrelsen og en regnskabskyndig revisor, alle for en to-årig periode. En suppleant er på valg hvert år. Revisoren hvert andet.

Bestyrelsessuppleanterne indgår i bestyrelsesarbejdet, men har ikke stemmeret, hvis bestyrelsen er fuldtallig.

Stk. 5.

De forskellige hverv er ulønnede. Rejse-udgifter, administrationsomkostninger og andre udlæg vedrørende foreningens

anliggender og drift, refunderes af foreningen efter retningslinjer fastsat i den af bestyrelsen udarbejdede forretningsorden.

  • 7 – GENERALFORSAMLINGEN:

Stk. 1. 

Den ordinære generalforsamling, der er for-eningens højeste myndighed, fastsættes på generalforsamlingen med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  1. Formanden aflægger beretning for det forløbne år – til godkendelse.
  1. Kassereren aflægger det reviderede regnskab for det forløbne år – til godkendelse.
  1. Kassereren forelægger bestyrelsens forslag til budget for det kommende år.
  1. Indkomne forslag fra medlemmer.
  1. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  1. Valg af suppleant til bestyrelsen.
  1. Valg af regnskabskyndig revisor.
  1. Fastsættelse af dato og mødested for næste års generalforsamling.

Stk. 2.

Eventuelle forslag fra medlemmer, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

Stk. 3.

Indkaldelse til generalforsamlingen varsles via foreningens nyhedskanaler eksempelvis i Kort og Godt, ved offentliggørelse på foreningens hjemmeside, på Facebook eller i nyhedsmail. Dette sker senest en måned inden generalforsamlingen afholdes. Som følge af regnskabsårets placering, skal generalforsamlingen afholdes inden udgangen af januar måned.

Bestyrelsen kan træffe afgørelse om, at generalforsamlingen kan afvikles digitalt over internettet, ligesom bestyrelsesmøder og andre møder kan afvikles på samme måde.

Bestyrelsen kan også træffe beslutning om udsættelse af generalforsamlingen i tilfælde af uforudsete hændelser eller af hensyntagen til medlemmernes ve og vel.

Stk.4:

Ekstraordinær generalforsamling afholdes når et flertal af bestyrelsen ønsker dette, eller når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring herom til formanden med motiveret forslag til dagsorden.

Stk.5: 

Formanden indkalder til ekstraordinær generalforsamling snarest muligt og med mindst 14 dages varsel, på foreningens hjemmeside og pr. mail til foreningens medlemmer.

  • 8 – REGNSKAB:

 

Stk.1:

Regnskabsåret følger kalenderåret dvs. 01.-01. til 31.-12.

Stk.2:

Forinden regnskabet afleveres til revision, forelægges det formanden og den øvrige bestyrelse pr. mail.

Stk.3:

Det reviderede regnskab forelægges generalforsamlingen til godkendelse.

  • 9 – VEDTÆGTSÆNDRINGER:

 

Stk.1:

Ændring af vedtægterne kan kun ske på ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

Stk.2:

Vedtagelsen kræver 3/5-dels flertal af de afgivne stemmer.

  • 10 – OPLØSNING:

 

Stk.1. 

Foreningens opløsning kan kun vedtages på ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, hvor 3/4-del af stemmerne afgives herfor.

Stk.2:

Såfremt dette stemmetal ikke opnås, indkaldes der mindst otte dage efter afholdelsen af generalforsamlingen til en ny generalforsamling, hvor vedtagelse kan ske med almindeligt stemmeflertal. Samtidig tages bestemmelse ved simpel majoritet om, hvorledes foreningens ejendele og midler skal anvendes – dog kan disse kun anvendes til ferskvandsfiskeriets fremme.

Vedtægterne træder i kraft straks.

Således vedtaget på generalforsamlingen 10. november 1994 på Hagebro Kro.

 

Ændringer vedtaget på efterfølgende generalforsamlinger:

 

Ændringer vedtaget på generalforsamlingen 13. november 1997 på Hotel Eyde, Herning.

Ændringer vedtaget på generalforsamlingen 02. december 2000 på Hotel Eyde, Herning.

Ændringer vedtaget på generalforsamlingen 19. januar 2003 på Skarrildhus, Kibæk.

Ændringer vedtaget på generalforsamlingen 15. januar 2006 på Skarrildhus, Kibæk.

Ændringer vedtaget på generalforsamlingen 10. januar 2010 på Høgild Møllegård, Karup.

Ændringer vedtaget på generalforsamlingen 11. januar 2015 på Troldhede Kultur- og Idrætscenter, Troldhede.

Ændringer vedtaget på generalforsamlingen 2021 i Troldhede Kultur og Idrætscenter.

Ændringer vedtaget på generalforsamlingen 27 marts 2022 på Trevad Ørredpark i Vridsted.

Ændringer vedtaget på generalforsamlingen 2025 i Troldhede Kultur og Idrætscenter.

Revideret og opdateret 13/01 2025

 

Nils Svalebøg