Laksekvote for Skjern Å 2013 – 420 laks
Fiskemester, Søren Larsen fra Danmarks Center for Vildlaks, skriver på Skjern Å Sammenslutningens hjemmeside:
– Laksekvoten for Skjern Å er i år blevet sat til 420 laks, fordelt med 185 laks større end 75 cm og 235 laks mindre end 76 cm. Kvotens størrelse er fastsat på bagrund af bestandsestimatet fra 2011 på ca. 4000 laks, og på baggrund af udviklingen mellem årsklasserne fra de foregående år. Antallet af store laks forventes at falde i i forhold til 2012, mens antallet af mellemlaks forventes at være stabilt eller svagt stigende. Der er derimod håb om, at antallet af grilse igen i 2013 vil være stigende, selvom dette naturligvis er forbundet med visse usikkerheder.
– Der kommer ingen ændringer i fisketider og regler til sæsonen 2013. Dvs. at sæsonen begynder 16.4.2013 og slutter 15.10.2013. Der må forsat kun anvendes kroge uden modhagere, såfremt de er større end str. 12. Der skal anvendes cirkelkroge til angfiskeri, og der må kun være en krog på linen. Er man i tvivl om reglerne, kan de findes under “fiskeriet/fiskeregler” øverst på denne side. 2013 vil sammen med sidste år blive brugt til at evaluerer reglerne. I 2014 skal der laves ny bekendtgørelse for bla. andet Skjern Å systemet, og her vil man kunne justerer fisketider og regler. Såvel DSF som DTU afholder møder med de respektive parter, således der kan træffes de bedst mulige beslutninger.