Karup Å Konkurrence
Med Karup Å Sammenslutningen som arrangør, og med Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn som tovholder, er årets store Karup Å Konkurrence, Fra Udspring til Udløb, netop overstået.
I år var der tilmeldt 278 lystfiskere til konkurrencen, der har varet hele weekenden.
Det er blevet til 44 indvejede havørreder. Den største blev fanget af formanden for seniorafdelingen i Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn, Gustav Setnik fra Ebeltoft. Fisken, der blev fanget ved Nørrekær vejede 4,68 kilo.
Gustav Setnik, der er inkarneret fluefisker, tog ørreden på en lille rørflue fisket på flydeline. Gustav Setnik, der i øvrigt altid fisker med flydeline og små fluer, har den sidste uge fanget seks havørreder på sine fluer.
Alt i alt et vellykket arrangement, med hygge og socialt samvær, der blev afsluttet på bedste vis med bækløb, præmieoverrækkelse og med en tale af den nye formand for Karup Å Sammenslutningen, Tom Sørensen, der glædede sig over arrangementet og til at se alle igen til næste år.