Beretning af Bjarne Nielsen, Svendborg.

Jeg har været medlem af Lystfiskerforeningen af 1926 gennem mange år. Foreningens fiskevand passer til det fiskeri jeg gerne vil dyrke, og som et ekstra plus, har vi i år fået fiskevand i Storåen, hvor jeg har fisket de sidste tre år.

Jeg bor i Svendborg, så det er perfekt at foreningen også tilbyder overnatningsløsning.

Jeg har i år lagt mange timer, og kørt mange kilometer, til både Skjern Å og Storåen, i håb om at få del i storlakse-kvoten. Det nærmeste jeg har været, var da en flot hanlaks på otte-ni kilo fulgte min spinner til overfladen, på vores fiskevand ved Storåen.

Fredag den 21. Juni, kunne min søde kone se, jeg var så ramt af fiskefeber, at hun forslog, at jeg tog en tur til åen. Det var hurtigt organiseret – grejet står altid klart.

Lørdag klokken elleve, ankom jeg til Lystfiskerforeningen af 1926’s vand ved Storåen. Der var ideelle forhold, vind fra sydvest og regn.

Jeg valgte at fiske med flue. Efter 20 minutter skete det endeligt, en fin fisk tog fluen hårdt ved modsatte bred. Glæden ved at have fisk på, vekslede med angsten for at miste den.

Efter noget tid så jeg fisken i overfladen – ikke som forventet laks, men en fin havørred. Fight og landing gik godt, og en smuk fisk lå i græsset. Min weekend var reddet. – Fisken målte 74 cm og vejede 5,4 kg.

Seneste oplevelse. Torsdag den 11. juli

Jeg har lige købt en fluestang, som passer bedre til Storåen og vandet ved Skarrild end min 14 fods, og da jeg skulle på havfisketur fra Thyborøn, passede det fint, at jeg kunne afprøve den ved Bur på vejen.

Forholdene var ikke lovende, en lang periode med sol havde sat fiskeriet i stå, men min kammerat havde, dagen før, haft kontakt med en god fisk.

Da jeg ankom kl. 20.00, var den værste sol væk fra vandet. Jeg begyndte fiskeriet på det udvalget stræk. Det var svært at færdes langs åen på grund af højt græs, som løslinen hele tiden fangede. Jeg begyndte at nærme mig et par laksestandpladser, og min nye stang fungerede perfekt.

I mellem en skov af græsstrå så jeg, at fluelinens drift blev standset midt i åen. Jeg løftede stangen alt for tidligt, blot for at mærke at en fisk havde fat i fluen uden at være kroget. Jeg forbandede min iver, og fiskede videre. Ti meter længere fremme var den gal igen. Denne gang ventede jeg til, jeg mærkede vægten af fisken i stangen, og den blev kroget.

Ret hurtigt sprang den fri af vandet, så jeg kunne se, det var en helt blank hunlaks på ca. otte-ti kg – hvilket satte gang blodomløbet. Fisken huggede så tæt på et stem, at jeg ikke ønskede, at fighte den der. Så jeg begyndte en vandretur med fisken i snor, 100 m opstrøms, hvor strømmen var mindre. Fisken fulgte fint med. Jeg følte, at der var styr på tingene, lige bortset fra om de nye øjer, jeg lige havde splejset på skydehovedet, nu kunne holde osv. Der var ro på situationen, og jeg glædede mig allerede til, at kunne vise de andre fiskere i Thyborøn den flotte laks, da krogen pludselig slap sit greb. Jeg stod tilbage med en meget tom fornemmelse. Surt, men det havde trods alt været en god oplevelse, og en reminder om, at så længe fluen er i vandet, kan det man drømmer om ske.