Af: Søren Fredslund Andersen

Vejret var råt med regn og en hård vestenvind. Det var dagen efter laksepremieren og midt på eftermiddagen. Jeg havde pakket mit ombygningsprojekt derhjemme ned for at gense LF1926’s dejlige fiskevand ved Skjern Å.

Ved de lyngklædte brinker ved Skarrild i læ af skrænter og graner mødtes jeg med Claus, som var taget afsted nogle timer tidligere og havde fisket lidt ude i engene. Claus fisker kun med flue og er derfor væsentligt hæmmet i sit fiskeri, da vind, træer og strøm har en væsentlig indflydelse på mulighederne for at præsentere agnen for laksen. Min laksesæson startede dog næppe bedre end Claus’ forsøg på at lufte fluen i stiv kuling. Indenfor de første 20 minutters fiskeri satte jeg de to eneste velfungerende spinnere, der var tilbage i æsken fra sidste år, til. Den ene, en neon-orange kondomspinner, fik jeg sat uhjælpeligt fast en meter oppe i et træ på modsatte brink, hvor den nu kan hænge og grine resten af sæsonen, hvis ikke en nærigrøv som mig selv kommer forbi på modsatte side og risikerer våde bukser ved at kravle ud i træet og bjærge kondomet. Efter denne start var der kun de sørgelige rester tilbage i æsken – de spinnere som har en del år på bagen i bunden af æsken, fordi de går så dårligt, at det kun sjældent lykkes at få dem til at rotere på den rigtige måde, men ligefrem smide dem ud, det vil være at gå for vidt.

Efter vi havde fisket en god times tid mødtes vi til en forfriskende gang cowboykaffe fra primussen, kage fra Skarrildkøbmanden og lidt snak.  Det hårde vejr for en fluefisker, regnen og måske fordi Claus har brugt hele vinteren på New Zealand med at skovle store ørreder op, gjorde tilsammen at Claus kørte hjem, og jeg kunne uden hensyn til fluefiskerens begrænsninger drage længere mod vest og forsætte mit fiskeri ude i engene. Det viste sig at være en udmærket idé – der var ikke et øje og jeg kunne uden at skulle tage hensyn og tilpasse mit fiskeri til andre nærmest springe rundt på engene som en forårskåd ko, der forlader staldens lumre varme til fordel for det saftige græs og den friske luft – Hoppe og springe som en ko gjorde jeg ikke, men med en indvendig boblende fryd kunne jeg glæde mig over ensomheden, den friske luft og over at fiskesæsonen nu endelig var i gang igen og jeg mærkede forventningen til det kommende halvår stige.

Der gik jeg ene lykkelig mand på de vidtstrakte enge i en laksesæson, der kun var halvanden dag gammel, hverken mod øst eller vest kunne andre fiskere ses. Nuvel – sæsonstarten havde været sløv og vejret var blevet lidt råt, men eneste fisker, det havde jeg ikke troet muligt – Og selv de gamle irrede spinnere begyndte at rotere en smule, selv ved moderat indspinningshastighed. Jeg fiskede som det passer mig bedst, springe kedelige stræk over, et par hurtige kast til en mulig standplads, grundige op- og nedstrøms kast over kendte pladser og tiden fløj afsted.

Hen mod solnedgang lagde vinden sig, regnen ophørte, skyerne opløstes og åen blev blank, så kun strømhvirvlerne krusede overfladen. Der spredte sig et gyldent aftenlys over de regnvåde enge og pludselig var det, som om en fisk brød overfladen lidt fremme i det langsomme vand indvendigt i svinget. Jeg så ikke hvad det var, måske en brasen? Havde mine øjne spillet mig et puds? Var det en fisk? Den så ikke så stor ud, så en laks var det næppe, en ørred måske, hvis der altså havde været noget. Jeg gik hurtigt frem og kastede der, hvor fisken havde vist sig. Umiddelbart skete der ikke noget, men efter en håndfuld kast viste den sig igen. Den var ikke blevet større, men nu var jeg sikker, der var fisk i åen, og det jeg så lignede umiskendeligt det øverste af en laksehale.

Efter yderlig en god håndfuld kast gav det et voldsomt stød i stangen – den slags stød som tænder opmærksomheden og fortæller fiskeren, at en laks har glemt, at den ikke spiser og ikke bør kunne fanges. Flere kast over fisken og så sad den der – bang og fast fisk. Nu var det ikke bare et enkelt stød, men en strøm af elektriske impulser af den slags som lader batterierne op efter en lang vinter. Fisken fulgte roligt med over til min bred og stillede sig neden for mine fødder. Fighten var udramatisk, laksen trættede sig selv i stangens fleks og jeg kunne mærke at krogholdet var fint. Det var stadig tydeligt, at det ikke var den største fisk, men stærk var den, og det tog lidt tid, før den lagde sig på siden og var klar til landing. Jeg medbringer kun et mindre fangstnet til ørreder, men fisken så ikke større ud end det sagtens kunne gå. Jeg foretrækker egentligt at håndlande laksen, hvilket giver en rolig og sikker landing, når fisken er klar, men der var ikke umiddelbart et egnet sted. Netningen gik også fint og årets første laks var allerede en realitet. Et hurtigt mål viste 80 cm, hvilket var lidt mere, end jeg havde skudt den til i vandet, men jeg undervurderer nu næsten altid størrelsen under fighten.

Størrelsen gav lidt at et dilemma. Min familie og jeg værdsætter fisk og specielt selvfanget fisk meget i køkkenet, og det at kunne fange fisken og tilberede den for familien og venner giver fiskeriet en accept derhjemme og en bredere mening. En fangstrapport som denne er grundlæggende kun interessant for andre fiskere, som deler drømmen om en laks på krogen, men en veltillavet lakseret kan både bære fangerens begejstring og stolthed ud til andre og gøre historien om den danske laks, økosystemer og bæredygtighed mere relevant for et bredere publikum. Dilemmaet om hvorvidt denne laks skulle med hjem eller jeg skulle satse på at fange en større viste også grådighedens dobbelte ansigt. Skulle jeg se at rage det jeg havde med hjem eller være en ’sportsmand’ og satse på en større fisk? Men ville det at satse på en større fisk bare for at slæbe mere kød med hjem ikke netop være topmålet af grådighed? Ville den fangede fisk i sin lidenhed ikke netop være den rigtige fisk at tage ud af bestanden og måske sikre at en større og bedre gydefisk får muligheden for at kunne føre slægten videre? Dermed var det gyldne kompromis mellem bæredygtighed og laks på bordet fundet, og fisken blev aflivet.

Claus havde netop sat sig til bordet derhjemme, da jeg ringede for at dele glæden over fangsten med ham. Det forlænger unægtelig klimakset at skulle genfortælle detaljerne til en interesseret tilhører, som også stiller de rigtige spørgsmål. Familien blev naturligvis også underrettet og min 8 årige datters jubelhyl over udsigten til røget laks fjernede enhver tvivl der end måtte være tilbage om hvorvidt beslutningen om at hjemtage fisken nu også var rigtig.

Nu er sæsonen i gang. Jeg glæder mig både til flere ture til lakseåerne med spinnestangen, men håber også at kunne fiske på andre af foreningens å-stykker – måske fange nogle ørreder på tørflue i godt vejr, sove lidt i solen på brinken, høre primussen hvæse og nyde duften af frisklavet kaffe blande sig med naturens lugte. Måske vil et dambrug have beriget en å med hugvillige regnbueørreder, som ungerne kan fange på orm, måske bliver det i år, at jeg får fisket i Karup Å og fanger noget? Vi er i gang, det er nu, få pakket stangen, primussen og kaffen og afsted til åen!