Godt besøgt generalforsamling

    

Knap 50 medlemmer af Lystfiskerforeningen af 1926 mødte søndag op til generalforsamling i Troldhede Kultur- og Idrætscenter.

Mikael Rønsholdt blev vanen tro valgt til dirigent og gav derefter ordet til foreningens afgående formand, Tonni Kjær Jensen, der aflagde beretning.

Tonny Kjær Jensen kunne fortælle, at 2018 igen havde været et godt år for foreningen. Et år, hvor laksefiskeriet i Skjern Å slog rekord – og et år med mange aktiviteter i foreningen – deriblandt en festlig, fornøjelig og velbesøgt Skjern Å Lystfiskerfestival.
Festivalen og den auktion, der afholdes på festivalen havde i øvrigt givet et overskud på 40 000 kr, der ubeskåret vil blive anvendt til gavn for de vilde laksefisk.
Tonni Kjær Jensen takkede Herning Ikast Lystfiskerforening og Silkeborg Fluebinderlaug for et gom samarbejde omkring festivalen.

Under beretningen underholdt Tonni Kjær Jensen med et spændende Powerpoint-show om foreningen, fiskeriet, laks, skarv og andre interessante emner. Det hele fulgt op af fundering over emnerne og krydret med sjove videoklip.

Tonni Kjær Jensen uddelte derefter både verbale og fysiske roser til alle i bestyrelsen og sagde pænt og vemodigt farvel og tak for godt samarbejde.

Herefter aflagde foreningens kasserer, Ole Damgård, regnskab for det forgangne år. Regnskabet udviste et pænt overskud og blev, efter et par bemærkninger til opstillingen, godkendt.

Ole Damgård fremlagde herefter budget for 2019, og redegjorde for, hvorfor bestyrelsen – trods en sund økonomi – fandt det nødvendigt at hæve kontingentet til 1550 kr for et seniormedlemskab. Prisforhøjelsen skyldes stigninger i fiskelejen. Selv med kontingentforhøjelsen vil prisen stadig være meget rimelig, set i forhold til det gode fiskevand og de ydelser foreningen har at tilbyde.

Efter orientering om budget og kontingentstigning, var der valg til bestyrelsen. Tonni Kjær Jensen ønskede ikke genvalg – trods opfordringer fra deltagerne på generalforsamlingen.

I stedet blev en gammel kending, Per Fredskild, der de sidste år har været bestyrelsessuppleant, valgt ind i bestyrelsen.

Bestyrelsesmedlem, Verner Mortensen, der var på valg, blev genvalgt.

Ny i bestyrelsen blev naturvejleder Erik Jønsson, der vil være kendt af de fleste i foreningen, for sit frivillige arbejde og sin arbejdsindsats ved foreningens arrangementer.

Mikael Rønsholdt ønskede ikke at forsætte som foreningens revisor. I stedet valgtes Finn Høj Dahl, der tidligere har deltaget i bestyrelsesarbejdet.

Der var indkommet et forslag til generalforsamlingen. Forslaget gik på, at medlemmerne skulle betale sig fra bedre rydning langs åerne. Verner Mortensen fra naturpleje-udvalget forklarede, at man gerne så at rydningen blev fortaget af frivillige, og at man kunne rette henvendelse til ham, hvis der var brug for rydning et sted. Det blev stemt om forslaget, og forslaget blev enstemmigt forkastet.

Under eventuelt, var der lodtrækning af et års gratis medlemskab af foreningen. Det blev vundet af medlem, Henrik S. Hansen.

Foreningens guldmærke, der gives for en speciel og bemærkelsesværdig indsats blev herefter uddelt af Tonni Kjær Jensen.
Erik Jønsson modtag mærket for sit store frivillige arbejde og sit altid gode humør. Og Flemming Rose modtog mærket for det store og selvstændige initiativ han udviser i frivillighedens tegn.

Som den afgående formands sidste bestyrelsesgerning, blev Formandens Pris i år givet til bestyrelsesmedlem Verner Mortensen, der yder en kæmpestor indsats med arrangementer i foreningen, som guide, som naturplejemand – og i øvrigt er en Gusbenådet laksefisker.

Afslutningsvis takkede Nils Mogensen Svalebøg, Tonni Kjær Jensen, for otte års godt bestyrelsesarbejde og syv års formandskab. Tonni Kjær Jensen har været en fantastisk motor for forening og bestyrelse. En tak lød også til Tonnis kone Eva, der i mange år har været foreningens webmaster og har været med og hjulpet til overalt.

Jan Møller Jensen formand for Herning Ikast Sportsfiskerforening og Skjern Å Sammelslutningen tog også ordet og takkede for Tonnis rare væremåde og det fælles arbejde ved Skjern Å.

På generalforsamlingen gik snakken i øvrigt ivrigt om Karup Å, krogregler, lystfiskerturisme og om signalkrebs – og meget andet.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig således:

Bestyrelsesmedlemmer:
Formand, pr og kommunikation: Nils Svalebøg
Næstformand: Svend Laursen
Kasserer: Ole Damgaard
Sekretær og Karup Å: Per Fredskild
Naturpleje og arrangementer: Verner Mortensen

Bestyrelsessuppleanter:
Naturpleje, naturguide og biologi: Erik Jønsson
Storåen: Carsten Keis Fomsgaard

Bestyrelsen takker alle fremmødte medlemmer for en hyggelig og konstruktiv dag.