Generalforsamling og nyt æresmedlem
Søndag d. 12 januar bød på en hyggelig generalforsamling i Lystfiskerforeningen af 1926. Generalforsamlingen fandt sted i Troldhede- Kultur og Idrætscenter, hvor salen var fyldt med medlemmer fra nær og fjern.
Carsten Keis Fomsgaard ledede som dirigent slaget. Det gjorde han som vanligt til UG.
Formanden, Nils Svalebøg, aflagde en fyldig beretning om rigets tilstand, status for 2024 og tanker om 2025. (Formandens beretning kan læses her: Formandens beretning).
Et flot regnskab og budget
Herefter redegjorde Tonni Kjær Jensen for foreningens positive økonomi, regnskab og budget.
Forslagene til vedtægtsændringerne blev efterfølgende vedtaget.
Genvalg til alle
På valg til bestyrelsen var Erik Jönsson, Svend Laursen, Jesper Ottosen og suppleant Per Fredskild. De blev alle genvalgt med applaus. Ligesom Finn Høj Dahl blev genvalgt som revisor.
Under eventuelt udtrykte formanden Nils Svalebøg en tak til bestyrelsen og til Tonni Kjær Jensen, der står for et stort, flot, uundværligt og gennemført arbejde omkring foreningens økonomi.
Nyt æresmedlem
Herefter udnævnte Nils Svalebøg et nyt æresmedlem, 88-årige, Jens Mortensen fra Silkeborg. En enig bestyrelse havde besluttet at belønne Jens Mortensen for en stor, positiv indsats i foreningen og bestyrelsen gennem mange år. Formanden Nils Svalebøg sagde:
– Jens Mortensen har trofast, loyalt og ansvarsfuldt bakket op om foreningen, hjulpet til, og deltaget i masser af arrangementer og generalforsamlinger gennem tiden.
Præmier til de frivillige
Under eventuelt blev også de frivillige hædret af frivilligkoordinator Erik Jønsson. Blandt de frivillige blev der trukket lod om et år gratis medlemskab af foreningen. Det blev vundet af Frank Jensen fra Odense, der både har hjulpet med naturpleje, men også med at istandsætte foreningens nye lokale i Den Gamle Skole i Skarrild.
Der blev herefter trukket lod om to dejlige fire-delte fiskestænger. De blev velfortjent vundet af de flittige frivillige, Torben Albertsen og Kim Jørgensen.
Efter generalforsamlingen underholdt Tonni Kjær Jensen forsamlingen med et spændene og flot foredrag om sit rige lystfiskerliv, fra barn og op gennem tiden. Turen gik fra de barndommens jyske åer til de norske elve, de grønlandske fjorde og tilbage til laksefiskeriet i Skjern Å. Krydret med dejlige fotos, poesi, digte og tanker om fisk og natur.
Herefter var der velfortjent kaffe, rullepølse- og ostemadder til de fremmødte medlemmer.
Tak til Tonni, og til alle de medlemmer, der havde valgt at bruge en søndag eftermiddag på generalforsamling og foredrag.
Bestyrelsen har efter generalforsamleingen konstitueret sig således:
Formand: Nils Svalebøg
Næstformand: Verner Mortensen
Sekretær: Erik Jønsson
Bestyrelsesmedlem: Flemming Rose
Bestyrelsesmedlem: Jesper Ottosen
Bestyrelsesmedlem: Svend Laursen
Bestyrelsessuppleant: Jan Fredslund Nielsen
Bestyrelsessuppleant: Per Fredskild