Et sikkert forårstegn
Å-folk i arbejdstøjet ved Omme Å
Af Tonni Kjær Jensen
Akkompagneret af vibens luftakrobatik og karakterisktiske sang, mødtes en trofast flok Å-folk ved – “det hemmelige vandløb” – Omme Å ved Sønderskov Bro.
Solen havde endnu ikke fortrængt en let tågedis, der hang over Å-dalen. Anders, Torben, Erik, Verner, Jens og Bjarne nød en kop kaffe og friske rundstykker. Snakken gik lystigt, forventningerne til den nært forestående laksesæson er store.
Torbens artikel i Sportsfiskeren, og beretningen om den dramatiske laksefight i Nudist Svinget, var et af morgenens samtaleemner. – Torben mener, at der er gode udsigter til, at Dinesens rekord bliver slået inden for få år. Dinesens rekord kunne meget vel blive slået ved Omme Å, hvor der er fanget flere pæne laks, og der har været nærkontakt med nogle af de helt store.
Arbejdsholdet havde bestemt, at hindringerne for at følge “den store laks” skulle fjernes. Bevæbnet med motorsav og ørnenæb, gik holdet i gang med at fjene vegetationen langs den vestlige side af Omme Å, nedstrøms Sønderskov Bro. Til gavn og glæde for alle medlemmer af Lystfiskerforeningen af 1926.
Under arbejdet fandt Erik Jønsen, i øvrigt ikke mindre end to eksemplarer af Danmarks største slørvinge, Perlodes, som kan blive op til 25 mm lang. Det ene eksemplar var en hun, der var fuldt udviklet med store vinger. Det andet eksemplar var en stor nymfe.
Fundet viser, at der er en god vandkvalitet i Omme Å. Arten er nemlig ekstrem følsom og rødlistet i Danmark.
Jo – foråret er kommet – det er ganske vist