Bæveren har nået Skjern Å
Den fynske lystfisker, Peter Saabye Simonsen, gjorde store øjne, da han, d. 9 maj, så en bæver komme svømmende i Skjern Å mellem Skarrild og Sdr. Felding.
Bæveren er uddød i Danmark, men i 1999 blev der udsat en lille flok på 18 individer på Klosterheden ved Lemvig. Bestanden er siden vokset støt og har bredt sig til Husby Sø. Skovrider i Naturstyrelsen i Vestjylland, Thomas Borup Svendsen, regner med at bæveren er et ungdyr herfra – og at den er vandret de 60 kilometer til Skjern Å.
– Det er en spændende udvikling. Sidste år konstaterede vi det første ynglende par uden for Klosterheden i Husby Sø. Nu kan vi så se en bæver, der er taget hele vejen til Skjern Å, hvor den kan være med til at bidrage til en endnu rigere natur, siger Thomas Borup Svendsen, der er ansvarlig for kernen i den danske bæverbestand.