Sådan fanger du laks
Hvor står laksen? Hvordan fanger du den? Hvilket grej skal du bruge? Hvordan er det med fangstnet, regler, kroge, fangstfoto og varmt vand? Hvordan tager du skæl- og vævsprøve og indberetter fangsten? Hvad må du, og hvad skal du huske?
Både nybegyndere og erfarne laksefiskere har efterlyst en instruktion i laksefiskeri ved Skjern Å. Det har vi i Lystfiskerforeningen af 1926 taget til efterretning, og holder, d 4 maj mellem klokken 10 og 15 i Skarrild, et gratis minikursus, Godt i gang laksefiskeri, der handler om flue- og spinnefiskeri efter laks i åen.
Den kendte og dygtige fluekaster, Ronny Lagoni, der blandt andet har indspillet filmen, Casting & Strategy, hvor flere af scenerne foregår på Lystfiskerforeningen af 1926´s fiskevand, fortæller fra klokken 10-12 om fluekast og fiskestrategi. – Om at læse vandet, sammensætte grejet, præsentere fluen i den rigtige dybde med den rigtige hastighed og om, hvordan du får en god kasteteknik.
Fra 12-13 er der frokost og information om gamle og nye regler og gode råd til behandling af laksen under og efter fight.
Vi har allieret os med en af foreningens fiskerikontrollanter Jesper Ottosen, der sætter fokus på, hvad du skal huske på, når du skal være på lovlig grund.
Fra 13-15 handler det om spinnefiskeri i åen og brug af release tackle. To af Skjern Åens skrappeste laksefiskere, far og søn, Jesper Ottosen og Niels Ottosen, deler ud af deres store erfaring og fortæller, hvordan man får et vellykket fiskeri.
Arrangementet er åben for alle. Mødestedet er shelterpladsen ved Skarrild Bro. Deltagelse er gratis. Tilmelding senest en uge før. Kontakt: Nils Svalebøg: nils@fluefisker.dk