Om lidt er det slut for i år

Onsdag den 31/10 er det årets sidste fiskedag ved Karup Å. Søndag holdt Lystfiskerforeningen af 1926 den årlige afslutning ved åen.

På Høgild Møllegård var omkring 25 medlemmer af foreningen samlet til suppe og kaffe. Snakken gik lystigt i det særlige broderskab af lystfiskere, hvoraf mange efterhånden kender hinanden godt.

Bestyrelsesmedlem, Verner Mortensen havde sørget for en velsmagende oksekødssuppe. To store gryderfuld blev sat til livs – mens snakken gik om løst og fast.

Under selskabelighederne trak Verner Mortensen lod om en af de smukke, nye foreningskasketter og en bog om laksefiskeri i Skjern Å. Vinderen blev Flemming Skovbjerg.

Med glimt i øjet og smil på læben, sagde man farvel til hinanden – og vi ses nok næste år igen. Vinteren og fiskepausen venter, men forventningens glæde til et nyt fiskeår er allerede tændt.
.