God generalforsamling
Omkring 40 medlemmer af Lystfiskerforeningen af 1926 var mødt op til den årlige generalforsamling i foreningen, der i år foregik i Spinders Hus i Trevad Ørredpark ved Karup Å.
Foreningens formand, Tonni Kjær Jensen, kunne berette om endnu et år med en forening i rivende fremgang. En forening med mange spændende aktiviteter. En forening, der de sidste år har fået over 20 kilometer nyt fiskevand, og som i år har fået nyt fiskevand ved både Holtum og Fjederholt Å, har 100 lystfiskere på ventelisten, er velkonsolideret og som er godt rustet til fremtid og udvikling.
Foreningens kasserer supplerede formandens beretning og fremlagde et flot regnskabsresultat for forsamlingen.
Under generalforsamlingen uddelte formanden, Tonni Kjær Jensen, for første gang sin egen indstiftede pris, Formandsprisen. Prisen, der bestod af tre flotte klassiske laksefluer, bundet af formanden selv, gik til bestyrelsesmedlem Nils Mogensen Svalebøg.
Råsted Lilleå udvalgets medlemmer, Jørgen Bjerre, Jens Bach Sørensen, Carsten Petersen og Jacob Kroager modtog alle guldmærket, Den Gyldne Fisker, som en hæder for deres store arbejde med Lauth Hytten ved Råsted Lilleå og det fantastiske toiletspir, de har fået bygget ved hytten.
Blandt foreningens frivillige rydningsfolk, blev der på generalforsamlingen trukket lod om et år gratis medlemskab af foreningen. Medlemsskabet blev velfortjent vundet af Bjarne Kjær Jensen, der i mange år har ydet et stort stykke som frivillig arbejde på festivalen og som frivillig rydningsmand.
Der var indkommet et forslag og tilbud om rydning af træer og buske fra Henning Povlsen og Preben Jensen. Det blev taget vel i mod, og forslag og tilbudt arbejdskraft vil indgå i naturplejeudvalgets løbende arbejde.