Status på kommerciel guidning


I forbindelse med lystfiskerturismeprojekter ved Storåen, Karup Å og ved Skjern Å, har kommerciel guidning på nonprofit-foreningers fiskevand givet anledning til en del tanker og polemik.
Nogen foreningen har i forvejen haft frivillige, ulønnede guider, som har været til rådighed for nye medlemmer og lystfiskerturister.

Ved Storåen har den største forening Holstebro og Omegns Fiskeriforening sagt klart nej, til kommerciel guidning på foreningsvandet. – Kort efter, at en lokal guidevirksomhed blev omtalt som en ”stjernespækket guidevirksomhed”.

Ved Karup Å har der været afholdt et dialogmøde mellem de involverede kommuner, lodsejere og lystfiskerforeninger.
Her blev det besluttet, at der både kan være frivillige og kommercielle guider ved Karup Å. Hvordan man vil håndtere problematikken omkring guiderne, og hvad man vil gøre er op til hver enkelt forening.

Ved Karup Å er der fem foreninger, der har dagkortsalg, og hvor guidning kan være aktuelt, det er: Herning-Ikast Lystfiskerforening, Aulum-Haderup Sportsfiskerforening, Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn, Sønder Resen Konsortiet og Viborg Sportsfiskerforening. De fem foreninger skal udforme en politik for guidning.

Lystfiskerforeningen af 1926 er ikke med på listen, da foreningen allerede har udformet en guidepolitik og guideregler, der gælder hele foreningens fiskevand og forsøger at tilgodese alle parter.

Det betyder også, at Lystfiskerforeningen også har en guidepolitik og guideregler for Skjern Å, hvor foreningen forsætter den frivillige guidning, men på visse betingelser også accepterer kommerciel guidning. – Blandt andet skal guiden godkendes af foreningen, være tilknyttet foreningen, udstyret med et guidekort og i øvrigt leve op til foreningens regler på området. Den kommercielle guide, skal også betale et gebyr, der ubeskåret går til vandpleje og vandløbsprojekter.

Guidereglerne er vedtaget som led i en forsøgsordning, der vil blive evaluret ved slutningen af fiskeåret.

Regler for kommerciel guidning