Ingen nye regler ved Skjern Å
Så er årets repræsentantskabsmøde i Skjern Å Sammenslutningen overstået. Torben Thinngaard fra vandplejeudvalget, kunne på mødet berette, at situationen for Skjern Å laksen er alvorlig. Undersøgelser viser, at der er færre smolt i Skjern Å og at ikke mindre end 68% af smoltene forsvinder på deres rejse fra åen og til slusen i Hvide Sande.
Den store synder er skarven, der med to kolonier af sultne fugle tager godt for sig af laksefiskene. Der pågår i øjeblikket en undersøgelse, der gerne skulle munde ud i en anbefaling til fødevareminister, Esben Lunde Larsen. Skal Skjern Åens laksebestand sikres og ophjælpes må skarvene i området fjernes.
Søren Larsen fortalte, at der netop er udsat 125 000 halvårs laks, og at der er lavet en ny hjemmeside: danmarksvildlaks.dk hvor det er muligt at følge udvikling og projekter i Den store Lakseundersøgelse, der vedrører de forskningsprojekter der pågår omkring vildlaksene. Projekter, der har kostet 21 000 000 kr og som skal løbe ad stablen de næste fire år. – Resultaterne gør os forhåbentlig klogere på laksene og på, hvordan vi bedst bevarer dem.
Svend Lauersen fra kontroludvalget kunne berette om ulovligheder ved åen. Om lystfiskere, der gemmer deres laks og om en lystfisker, der tog flugten i bil, da han blev forsøgt standset af kontrollen.
Der blev ikke vedtaget nogen nye regler for laksefiskeri i Skjern Å i år. Et omstridt forslag, om at indføre en regel om, at lystfiskere højst måtte fange og genudsætte fem laks om året og højst en pr. dag, blev trukket tilbage af forslagsstilleren.
Der ligger allerede en anbefaling om højst at fange og genudsætte 10 laks om året og højst to pr. dag.
Den anbefaling efterleves desværre ikke af alle. Det blev foreslået, at tage kontakt til de forholdsvis få fiskere, der har tilsidesat anbefalingen. Men, Mødedeltagerne enedes i stedet om, i første omgang, at henstille til at lystfiskerne i de respektive foreninger overholder anbefalingen. Til gavn og glæde for laksen og andre lystfiskere, der fanger knap så meget.
Skjern Å Sammenslutningens formand gennem 17 år, Henrik Jensen, havde i år valgt at stoppe som bestyrelsesmedlem og formand i Skjern Å Sammenslutningen. Som afløser i bestyrelsen valgtes med stort stemmeflertal, formanden for Herning Sportsfiskerforening, Jan Møller Jensen.
Stefan Meldggard fra Skjern Ådalens Lystfiskerforening blev valgt til bestyrelsessuppleant. Resten af valgene var genvalg.
Bestyrelsen konstituerer efterfølgende sig selv.