Fluerne bed mere end laksene

DSCF2907

Trods badevejr, sommervarme og sved på panden, var 13 medlemmmer af Lystfiskerforeningen af 1926 søndag samlet til arrangementet, Kend dit fiskevand, Skjern Å.

Morgenkaffen og de friske rundstykker blev indtaget ved åen på shelterpladsen i Skarrild.

Ole Damgaard, der var vært for arrangementet, sammen med Verner Mortensen, bød velkommen. Med over 100 Skjern Å-laks på land, har Ole Damgaard opnået en viden og erfaring, som han villigt delte ud af ved morgenbordet.

Det to store spørgsmål: hvor står laksen? – og hvordan fanger vi den? blev selvfølgelig også stillet. De spørgsmål alle laksefiskere gerne vil kende svaret på…

Efter morgenkaffen gik turen til de berømte Clasonsborg-stykker, hvor Verner Mortensen demonstrede fluekast, og han og Ole Damgaard viste deres favoritfluer til åen.

Middagsmaden blev indtaget ved Kodbøl, hvor deltagerne svingede fluekæppene og forsøgte at fange en laks. Det eneste, der bed, på den solstikkende sommerdag, var dog de små sorte fluer.

Mon ikke et par af de svedige deltagerne fortrød, at de havde iført sig waders? Gummistøvlefiskerne havde i hvert fald mindre sved på panden.

IMG_3463