Fantastisk fisk fanget på Stjerneflue og firkløver
Havørredkongen fra Karup Å, medlem af Lystfiskerforeningen af 1926, Allan Bay, slog i aftes til igen.
Efter af have fået en lykkebringende firkløver af sin datter, Freja, drog Allan på fisketur, lidt oven for Karup by, hvor åen smaller til og vist nærmest er en mindre rende.
En hjemmebunden Stjerneflue blev monteret på forfanget og kastet ud i åen. – Og underet skete – En af åens helt store, grove, gigantiske sommerørreder kastede sig over fluen.
Åen blev pisket til skum, og bølgerne gik fra Karup til Hagebro. Kampen med storørreden var hård. Bredden var groet godt til, og Allan måtte til sidst springe i åen og vade efter ørreden.
Godt våd blev han, for de nye skridtstøvler hang derhjemme – de skulle sparres til Norgesturen senere på året.
Det lykkedes dog at drage den sølvblanke kæmpe på land. Fisken blev transporteret op til Degnen, Mogens Styhr, hvor den blev behørigt beundret og fotograferet.
Havørreden vejede næsten de magiske 10 kilo. – 9,6 kilo vejede skønheden, der “kun” var 88 centimeter lang.
Stort tillykke til Allan Bay – der i øvrigt d. 12 september vil binde Stjernefluen sammen med medlemmer af Lystfiskerforeningen af 1926 – og fortælle, hvordan man fanger havørred i Karup Å, til arrangementet, Kend dit Fiskevand, Karup Å. Ved samme arrangement deltager i øvrigt både havørredlegenden, Degnen, Mogens Styhr og Lasse Rugekasse fra Hagebro. Så kan det ikke blive bedre…