Ikke alt der glimter er laks
Af: Erik Jønsson
Der skrives meget om laksefiskeriet i Skjern Å, og mange har forlagt fiskeriet til åer, hvor der er opgang af laks. Eksempelvis var der, for en del år siden, en årelang venteliste til medlemskab af Skive-foreningens stykker ved Karup Å. Nu er listen flyttet til foreninger med laksevand.
Jeg mener dog, at vi bør skønne på den oplevelse, det er at komme ud og opleve naturen – under alle vejrforhold – uden at man nødvendigvis behøves at fange laks.
Følgende oplevelse stammer fra Skjern Å, en gang sidst i august, hvor jeg gæstede åen en dag med ustadigt vejr. Dagen bragte både sol og varme, for straks efter at slå over i rusk og regn.
Der blev fisket i overfladen uden resultat, så jeg skiftede til noget mere bundsøgende, hvilket resulterede i to gedder på 40 og 45 cm. Mens jeg genudsatte den sidste, lød der en rumsteren i sivene bag mig, og et odderhovede dukkede op tæt på – inden den straks dykkede ud. Man kunne næsten høre den tænke amatør! – i det snøft den gav fra sig.
På vej tilbage stod en flok blomstrende kattehaler med spind fra edderkopper og dug fra regnen. De lavede flot reklame for efterårets komme, så kan man blev glad inden i. På vej tilbage til bilen, ville jeg lige prøve en ekstra god plads med wobleren. Helt utænkeligt huggede en havørred på i første forsøg, en flot og tyk fisk på godt to kg.
Selv om dagen ikke bød på nogen laks, vil den stå i min hukommelse, som en helt speciel oplevelse, der kan tages frem igen og igen, når de mørke vinteraftener står for døren.