På juletur til lodsejerne
Af: Tonni Kjær Jensen
Traditionen tro besøger bestyrelsen ved juletid vore lodsejere og afleverer en lille julegave.
Det er hyggeligt og fornøjeligt at besøge lodsejerne, som alle giver udtryk for, at der er et godt samarbejde med Lystfiskerforeningen af 1926. De glæder sig over at møde medlemmer af vores forening, der ofte har en god historie at dele om oplevelser på lodsejerens fiskevand.
Besøg hos Agnes ved Omme Å
På årets juletur i 2013, var den store oplevelse at besøge Agnes, som er lodsejer på et rigtig fint laksevand ved Sønderskov Bro ved Omme Å.
I bestyrelsen er der kamp om, at komme med på turen ud til Agnes. Hun er 90 år og et fantastisk frisk og røgrigt menneske. Agnes dækker hvert år et overdådigt julefrokostbord op for bestyrelsen. Der er hjemmelavet sylte, leverpostej og alt, hvad hjertet ellers måtte begære. Hertil hører også en lille èn.
Denne tradition havde ikke ændret sig på turen til Agnes i år, hvor Per Fredskild, Svend Laursen, og Tonni Kjær Jensen hyggede sig sammen med Agnes, sønnen Peter og barnebarn der var på besøg.
Agnes kan huske meget fra de mange tidlige besøg. Hun sætter meget stor pris på besøgene og kan blandt andet huske foreningens navnkundige, forhenværende formand, Jens Hogaard, der døde i år, 100 år gammel. Det er fantastisk at Agnes, med familie og venners hjælp, er i stand til at holde gården og haven så flot. – Det er ikke til at forstå at Agnes er fyldt 90 år.
Besøg hos Jørgen Nielsen i Skarrild
Efter besøget hos Agnes, gik turen til Jørgen Nielsen, lodsejer ved Skarrild. Her kunne bestyrelsen nyde den fantastiske udsigt, fra stuen i huset, til den flotte have og åen.
Jørgen gav, som Agnes, udtryk for stor glæde ved at møde vore medlemmer ved åen, hvor der udveksles mange gode historier.
Jørgen Nielsen har meget velvilligt stillet sine markjorder til rådighed for Lystfiskerforeningen af 1926, i forbindelse med afholdelse af Skjern Å Lystfiskerfestival.
Jørgen Nielsen og hustru nyder hver dag den flotte udsigt til Skjern Å, de elsker at færdes i deres fantastiske naturhave, hvor der er smukke anlæg og fuglevolierer.
Besøg hos Jens Aage på Høgild Møllegaard ved Karup Å
Den 29. december var Lystfiskerforeningen af 1926 på julebesøg, på Høgild Møllegaard ved Karup Å, hos vores lodsejer, Jens Aage Jensen.
Jens Åge havde på dagen besøg af et hold jægere, der startede dagens jagt i jagtstuen, som også Lystfiskerforeningen af 1926 benytter ved forskellige arrangementer.
Lystfiskerforeningen af 1926 er meget taknemmelig for samarbejdet med Jens Åge Jensen. Her har foreningen tilbragt mange timer i forbindelse med premierer og afslutninger ved Karup Å. Foreningens medlemmer nyder godt af Jens Åges Jensens store gæstfrihed og venlige imødekommenhed.
Samtalen gik lystigt om året begivenheder, og om de ting der kommer til at ske i 2014. En af de store oplevelser for medlemmer, der besøger fiskevandet ved Høgild Møllegaard er den smukke natur og de oplevelser den giver.
Under besøget hos Jens Åge viste naturen skønhed sig. Et rådyr havde forvildet sig ind i Jens Åges Jensens have – sikkert i et forsøg på at undgå den visse død ved mødet med jægerne, der sammen med hundene netop var gået i gang med jagten.
Efter en kop kaffe og hyggeligt selskab, med ønske om et godt nytår, gik turen videre til vores nye lodsejer ved Koldkur Klaus Bruun.
Besøg hos Klaus Bruun i Koldkur ved Karup Å
Jeg mødte Klaus Bruun på gårdspladsen. Han var på vej ud i marken med traktor og sine to børn. Vi fik hilst på hinanden og Klaus fik sin julegave fra foreningen.
Klaus har lavet fin ny parkeringsplads til foreningens medlemmer, der parkerede jeg og besøgte fiskevandet. Efter den lille gåtur, ned gennem skoven, åbenbarede den skønne Karup Å-dal sig for mine øjne. Der var optræk til dårligt vejr, men solstrålerne slap igennem og gav et fantastisk lys over Å-dalen og åens vidunderlige slyngninger, der starter ved Karolines Høl. Hvilket vidunderligt syn. Åen virker dejlig fremkommelig og har nogle meget fine høler og stryg. På modsatte side kunne jeg se Sandvildgård, og mine tanker gik til Johannes Laursen og Maja som boede her og var en væsentlig del af kulturlivet ved Karup Å.
Jeg glæder mig til at besøge fiskevandet med fiskestangen.