Ko fægtning i Skarrild

v/Tonni Kjær Jensen

 

 

Det var en dag i maj 2011, min datter Maria skulle holde polterabend for en veninde.

Pigerne ville gerne starte dagen i hytten ved Skjern å i Skarrild.

Dagen forinden havde Eva og jeg arrangeret 2 stk. originale rickshaws fra Indien, der stod parat uden for hytten, klar til at fragte den kommende brud ud til 1 parkeringsplads ved fiskevandet, hvor LF 1926 har fiskeret, her ville de nyde en god frokost i den flotte natur.

Pigerne ville starte dagen klokken 10.00 med morgenmad i hytten.

Da pigerne ankom til hytten var de meget flot klædt ud, med de nydeligste tyl skørter. Maria ville gerne at jeg var i nærheden, så jeg kunne hjælpe hvis der var brug for det. Hvad var mere nærliggende en at rigge to hånds fluestangen til og gå en tur til fiskevandet lige neden for hytten, her kunne jeg hurtigt komme tilstede hvis mobilen ringede.

Efter at have hilst på de 6 piger, hvor humøret allerede var højt og hjulpet dem tilrette, med nødvendige instrukser i kørsel med Rickshaw, kørte Eva på sin cykel til Hammerum og jeg gik med min klargjorte to hånds fluestang mod Skarrild, for at fiske på LF 1926´s vand opstrøms broen i Skarrild.

Jeg nåede lige at runde hjørnet til Højkilde, da mine øjne blev fanget af en sortbroget malkeko, der kom spankulerende på broen over Skjern Å. Koen gik meget stærkt og den brølede af fuld hals, men opnåede ikke nogen respons fra flokken der var langt væk.

”Egentlig blev jeg noget overrasket over hvor hurtig en ko kan gå”.

Der måtte gøres noget, for ikke at risikere at koen skulle ende som bankekød i mødet med en bil med risiko for at føreren af bilen, ville lide samme skæbne.

To hånds fluestangen skulle nu vise sig at være et særdeles godt redskab, til at dirigere en malkeko væk fra vejen. Det lykkedes mig at få koen dirigeret ind på hyttebyens område og den styrede direkte ned mod Nils M. Svalebøg´s hytte, hvor jeg vidste at koen nu var i de bedste hænder. Jeg nåede lige at råbe til Nils at der kom en ko, da den gjorde sin entre hos Nils.

Om det var Nils´s ansigtsudtryk – da han fik øje på koen, der gjorde at den forskrækket valgte at fortsætte ned omkring søen, ved jeg ikke.

Efter en hurtig rådslagning med Nils om hvad vi skulle gøre, løb jeg i fuld firspring ned til hytten for at advare pigerne om det vilde bæst som løb rundt i området.

Pigerne kiggede noget forskrækket, for hvad kunne dog få en lystfisker på den forkerte side af 50 år, med fuldt udstyr og en to hånds fluestang til at komme springende så hurtigt – det nu kunne lade sig gøre – i et par gummistøvler.

I det samme jeg havde fået advaret pigerne, kom koen spankulerende i hurtigt gang lige op til hytten, tiden var nu åbenbart til at få lagt ”visitkortet” – om det skyldes føden eller det hurtige gang ved jeg ikke, men det var ikke ko kager af den normale slags der blev lagt, men noget tyndere.

Jeg kunne nu ikke længere holde min latter tilbage ved dette syn –

I haven ved vores sommerhus – 6 nydelige piger klædt i det fineste tyl, 2 rickshaws, en brølende malkeko, og en laksefisker der forsøgte at lege ko tæmmer med sin to hånds fluestang.

Da koen havde lagt sit visitkort, lykkedes det den – med nogle gevaldige spring, at komme forbi mig ud på vejen igen.

Med to hånds fluestangen som min forlængede arm, lykkedes det at få koen dirigeret ind på grusvejen ind til lystfiskerforeningen 1926´s fiskevand. Hurtigt aftalte jeg med Nils, at han kontaktede Chris på Højkilde, om han evt. kunne hjælpe os med at finde frem til koens ejermand. Mountainbiken stod klar og med fuld fart på cyklen fulgte jeg efter koen, for at følge dens videre færd. Nils ville følge efter, når han havde talt med Chris.

På vej ud af grusvejen spejdede jeg til alle sider – men hvor dælen var koen?

Jeg fortsatte ud til græsningsarealet hvor en flok køer der græsser ved LF 1926 fiskevand, i håb om at, den måske havde fået respons på sin brølen herfra og søgt selskab, men der var ikke skygge af koen. Kort tid efter kom Nils sammen med sin datter Emilie kørende i bil, han havde heller ikke set koen. Kunne det mon passe at den var løbet endnu længere?

Godt nok går en ko usædvanlig hurtigt – men så langt – det kunne vi dog ikke tro at den kunne være gået.

Under rådslagningen om hvor koen mon var gået hen, kunne vi pludselig i det fjerne ned mod Skarrild se, at koen kom gående op imod os. Hvordan vi er kommet forbi koen uden at opdage den er fortsat en gåde, måske har den været et smut ved åen.

Nu skulle der handles hurtigt – hvad skulle vi gøre?

Vi kunne jo ikke lade den forsvinde en gang mere.

Hvor vi stod, var der en låge til den indhegning hvor de andre køer gik. Vi fandt et reb som Emilie Nils´s datter spændte over vejen – jeg stod klar til at åbne ind til indhegningen, og Nils var klar til at dirigere koen, der i højt tempo meget målbevidst styrede direkte imod os.

Postyret på vejen havde vakt interesse hos køerne i indhegningen og hurtigt var der 25 køer, som meget gerne ville ud og hilse på deres nyankomne artsfælle. Gode råd var nu dyre, hvordan fik vi den enlige ko ind til de 25 køer, der gerne ville den anden vej ud i friheden for at hilse på deres artsfælle?

I et vel koordineret samarbejde, nogle hurtige bevægelser fra Niels, åbning og lukning af hegnet i en fart, lykkedes det os at få koen ind i indhegningen, uden at slippe de 25 andre køer ud i friheden.

Latteren brød løs endnu engang.

Den kommende brud og hendes veninder glemmer aldrig synet og er stadig i tvivl om det var en planlagt gimmick i forbindelse dagen.

”Laksefiskeri er og bliver uforudsigeligt”.