Fluer i hovedet

v/Nils M. Svalebøg

Bankmanden Tonni, kleinsmeden John og it-manden Martin har noget tilfælles. De er tossede. – De er tossede med fluer. – De har fluer i hovedet.

Ikke fluer, der flyver i luften, men fluer bundet på kroge af stål beregnet til lystfiskeri efter laks. Fluer, som de blev bundet af englænderne i de gode gamle dage i 1800-tallet. En fængslende sammenvævning af silke, metaltråd og eksotiske fjer i alle mulige farver, der tryllebinder både fisk og fiskere.

De kalder dem klassiske laksefluer – eller fulddressede laksefluer – og bruger gerne tusindvis af kroner og flere dage på at binde bare én flue. For det er nu engang blevet deres passion.

Fra eksotiske fjer til hundehår

Den klassiske lakseflue stammer fra England. De blev bundet midt i 1700-tallet. Men de flotteste stammer fra Englands storhedstid i 1800-tallet.

Den engelske adel og velhavende forretningsfolk rejste ud i verden. Fra fjerne kolonier blev hjembragt eksotiske, sjældne, farvestrålende fjer og fugleskind – til brug i damehatte – og til binding af laksefluer.

Først i 1800-tallet kaldte man laksefluerne, der blev brugt i Erne og Shannon for sommerfugle.

Antallet af anvendte materialer kulminerede i laksefluen Jock Scott, som stammer fra 1843. I den optrådte 42 forskellige materialer.

I begyndelsen af 1900-tallet talte antallet af mønstre til laksefluer mange tusinde. Men da begyndte den store æra at slutte for de klassiske laksefluer. Skotterne havde fundet ud af, at hundehår fungerede lige så godt på laksefluer som eksotiske og dyre fjer. – Og så var de billigere.

Tre i tweed

I dag har de gamle klassiskefluer og binding af fluerne fået en renæssance. En lille skare af nutidens lystfiskere og fluebindere er blevet så fascinerede af de smukke, gamle laksefluer, at de har taget det gamle håndværk op.

Ved Skjern Å – en sommerdag med tordenregn, mødte jeg tre af Danmarks dygtigste lakseflue-bindere, Martin Bach fra Havndal, John Rasmussen fra Randers og Tonni Kjær Jensen fra Hammerum. Den dag ville de forsøge at opleve det mest suplime i deres sport – at fiske efter laks med gamle splitcanestænger og klassiske laksefluer. – I engelsk tweed naturligvis, for det hele skulle jo passe sammen.

Tonni var gillie, det var ham, som efter engelsk tradition skulle hjælpe de andre med at vælge den rigtige flue til dagens fiskeri – og lande fiskene.

Det blev til mange kast, men ikke til nogen fisk. Og da regnen for alvor satte ind, blev lystfiskerne fordrevet fra åen.

I fiskehytten

I tørvejr i fiskehytten blev tiden brugt til at snakke, se på fluer – og drikke whisky.

Et par spørgsmål brænder sig på:

Hvorfor binde klassiske laksefluer, når nu ingen fisker med dem mere?

– Jeg binder dem fordi de er utrolig flotte, siger John – og fordi jeg gerne vil holde liv i de gamle traditioner for, hvordan man bandt fluer i de gode gamle dage.

– Årsagen til at stort set ingen fisker med dem, er nok den tid, det tager at binde en klassisk lakseflue og at en stor del materialerne næsten ikke kan skaffes mere, siger Tonni – Det er ikke fordi de klassiske fluer ikke kan fange fisk. Jock Scott har ry for at være den flue der gennem tiderne har kroget flest laks.

Er det laksefluerne håndværk eller kunst?

– Full Dressed laksefluer er begge dele, siger Tonni. – For at der kan opstå en smuk lakseflue, kræves godt håndværk. Hvad der er kunst kan altid diskuteres. Det afhænger af øjnene der ser.

– For mig er det et håndværk, supplerer Martin. – Da jeg holder mig til gamle teknikker og gamle mønstre er der ikke meget kreativitet i at binde fluerne, og kreativitet skal der være, for at man kunne kalde det kunst.

Er klassiske laksefluer en dyr hobby?

– Ja, rasende dyr, siger Martin. – Det er ikke usædvanligt, at der er for flere hundrede kroner materialer i en flue. Den dyreste flue er nok “The Chatterer”, et mønster af John P. Traherne fra 1880’erne. I det indgår 150 små fjer fra hovedet af en sydamerikansk fugl kaldet Cotinga. Fjererne koster 50 kroner stykket , så det bliver 7500 kroner alene for de fjer til fluen.

John supplerer:

– At skaffe de originale materialer er en udfordring i sig selv. Det kan tage mange år, at skaffe materialerne til netop den flue man gerne vil binde.

Hvor lang tid tager det at binde en lakseflue?

– En fiskeflue, kan vel bindes på en times tid, siger Tonni. – Men skal fluen være helt perfekt og overholde alle proportioner, kan det let tage en dag at binde fluen. Ofte må man gå fra og til arbejdet på fluen og så kan arbejdet strække sig over flere dage.

Martin, du binder fluerne i hånden uden brug af hjælpemidler, hvorfor det?

– En dag så jeg svenskeren, Sven Oluf Hård binde en klassisk lakseflue i hånden. Det gik op for mig, at det var sådan det skulle gøres. Historisk korrekt og med fuld respekt for det håndværk laksefluebinding virkeligt er. Jeg håber, at jeg kan være med til at holde liv i et gammelt håndværk, som kun ganske få kender til.

Har klassiske laksefluer en særlig magi?

– Ja, ellers ville de ikke fascinere så mange mennesker. Selv folk, som ikke aner noget som helst om fiskeri, kan blive betaget af laksefluer, siger Martin.

Hvad betyder fluebindingen for jer?

– Det at binde fluer fylder meget i min hverdag, der går næsten ikke en dag hvor jeg ikke har gang i noget fluebinding, svarer John.

– For mig er fluebinding pligtfuld arbejde før en fisketur, når man opdager, at flueæsken kun er halvt fuld, siger Martin. – Men det er også hyggelige stunder, hvor man kan fordybe sig, glemme verden omkring sig i selskab med lidt højlands-juice.

– Fluebinding er på mange måder en form for mentalhygiejne, siger Tonni. – Ens tanker beskæftiger sig med, at skabe noget utroligt smukt, ud af nogle af naturens smukkeste materialer. Noget smukt, der er i stand til at friste en laks. Ofte ender det med at man sider og dagdrømmer om de kommende fisketure efter laks ved åen eller I elven. Min evne til at se det smukke i de små ting, er helt sikkert skærpet gennem fluebindingen.

Har jeres passion gjort jer til nørder eller originaler?

– Det er vel egentlig et spørgsmål, som andre skal svare på, siger Tonni, – Jeg har et citat fra en af mine yngling forfattere – den tidligere engelske udenrigsminister Sir Edward Grey, som måske bedst dækker en beskrivelse af min passion for fluebinding og fluefiskeri:

”Jeg er parat til, når det skal være, at afstå palmerne for den største dygtighed til hvem som helst, der måtte gøre krav på dem. Men jeg kæler nu engang for den opfattelse, at jeg rangerer højt mellem dem, hvis ry som fiskere ikke måles med dygtighedens målestok, men med den kærlighed, de nærer til fiskeriet, og den fryd det volder dem”.

Uden for var regnen holdt op. Mine øjne gled på vandring hen over de smukke, farvestrålende fluer i Martins flueæske. Små, magiske kunstværker med hver sit navn og sin helt specielle historie.

Fluer, som fanger både fisk og fiskere.