Sensation ved Omme Å: Danmarks største fluefangede laks
Medlem af Lystfiskerforeningen af 1926 slår rekorden
Laksekongen, Jesper Ottosen, medlem af Lystfiskerforeningen af 1926, har et hav af Skjern Å laks på samvittigheden, men ingen slår den laks han i dag tog i Omme Å i Skjern Enge.
Ikke mindre end 21 kilo vejede den enorme laks, der var 130 centimeter land. Laksen blev taget på flue, på en enhåndsstand, der i øvrigt brækkede i tre stykker i forbindelse med fighten.
Laksen blev håndlandet af Jesper Ottosens søn, Niels Rohde Ottosen, der resolut sprang i vandet og fik kæmpelaksen på land.
Laksen er ikke kun over de magiske 20 kilo. Laksen er Danmarksrekord for fluefanget laks. Foruden hæder, ære og røget laks, udløser laksen den præmie på 20 000 kr., for en laks over 20 kilo, som grejforretningen Korsholm har udsat.
Laksen var i øvrigt ikke finneklippet, og er altså en ægte vildlaks, klækket i Skjern Å-systemet.
Stort tillykke til Jesper Ottosen. Han har brugt mange timer ved åen og på frivilligt arbejde for foreningen – og fortjener den laks.
Danmarksrekorden for lystfiskerfanget laks tilhører D.C. Dinesen, der i 1954 fangede en laks på 136 centimeter og 26,4 kilo på spinner i Skjern Å.
Den længste lystfiskerfangede laks i Danmark blev fanget i Storåen af Simon Shimizu i 2016. Fisken målte 141 centimeter.