Højkilde Lystfiskersø
Højkilde Fiskesø ved Skarrild byder på natur- og fiskeoplevelser for alle. Der er her mulighed for at tage hele familien med på skovtur, lære børnene at fiske og stifte bekendtskab med naturen og måske stifte bekendtskab med den smukke isfugl, der jævnligt tager en tur i området.
I den smukke sø er der udsat flotte regnbueørreder, men der er også mulighed for at fange en aborre, en gedde, en karpe eller en ål.
Søen er stillet til rådighed for foreningen af Højkildes lodsejer, Bo Madsen, der er medlem af lystfiskerforeningen. Betingelsen er. at eventuel overskud skal anvendes på foreningens juniorer eller til vandpleje.
Foreningens medlemmer er velkomne til at fiske i søen, mod betaling. Det koster nemlig en god slant, at sætte regnbueørrederne ud. Samtidig kan søen, også mod betaling, benyttes af lokale og turister, til gavn og glæde for samfundet og det gode formål.
Parkering skal ske ved indgangen til Laksestien, på græsplænen ved flagstangen.
Der kan betales kontant eller med mobilpay ved standeren. Her finder du samtidig information om fiskeriet, priser og fangstbegrænsninger.
Fra standeren, går man lige frem ind ad vejen, her ser man et skilt, hvor en kort sti fører til søen.