Forsvaret fraråder fiskeri i Karup Å
Efter fund af det meget giftige og kræftfremkaldende og hormomforstyrende stof PFOS, fraråder Flyvestation Karup Sportsfiskerforening nu sine medlemmer at hjemtage fisk fra åen.
Det giftige stof, der ikke kan nedbrydes, er i årtier blevet brugt til brandøvelser på Flyvestationens område ved Hesselund Bæk og Karup Å.
Prøver fra kvæg, der har græsset i nærheden, og fisk fra Karup Å og Hesselund Bæk er sendt til undersøgelse for det giftige stof.
Indtil resultatet foreligger fraråder Forsvarets Ejendomsstyrelse fiskeri på Flyvestationens område og de seks kilometer fiskevand, der findes der.
Lystfiskerforeningen af 1926 har fiskevand nær det berørte område ved Karup og ved Høgild. Foreningen tager sagen meget alvorligt og følger udviklingen.
– Der er ingen tvivl om, at mange kemikalier og meget sprøjtegift er endt og ender i de danske åer og i vort drikkevand. Man kunne håbe på at politikerne ville have problemet for øje og handle på det. Kemikalier og sprøjtegift hører ikke hjemme i nærheden af natur og vand, mener formanden for Lystfiskerforeningen af 1926, Nils Svalebøg.