Af Søren Fredslund Andersen

Frosten har sluppet sit tag i jorden, ’Kort og Godt’ er netop dumpet ind ad brevsprækken og længslen efter åen er begyndt at præge mine drømme. ’Tålmodighed’ siger min kloge hustru og hun har ret. Der er endnu tid inden laksestangen skal findes frem, og fjorden er stadig for kold til forårets bonanza-fiskeri efter blanke forårsørreder.

Heldigvis kan længslen dulmes og stimuleres i lænestolen med fiskejournalen i hånden, hvor drømme for den kommende sæson kan støbes på fundamentet af tidligere turer. Af mange fisketure byder de fleste år byder på en eller et par ture, hvor tingene går op i en højere enhed., hvor man var på rette sted – på rette tid. Og det er de dage, som er omdrejningspunktet for drømmene og næring til længslen efter igen at komme ud med stangen.

Et af sidste års højdepunkter i åen var en tur med ungerne i juli. Vi var taget til Storåen sidst på eftermiddagen og havde medbragt udstyr til overnatning. Efter et par timers resultatløst fiskeri kørte vi til Naturstyrelsens teltplads i Stråsø plantage, hvor vi lavede mad på bålet og sov i teltene for natten. Jeg havde dels for ungernes skyld og måske også lidt for min egen medbragt to telte, så vi ikke holdt hinanden unødigt vågne. Det viste sig nok at være en god ide, da jeg faldt i søvn til ungernes pjanken og fnisen i det fjerne – en dejlig musik for en far at falde i søvn til.

Jeg stod først op næste morgen og lavede kaffe og fandt morgenmaden frem. Ungerne kom også op, fik spist og pakkede deres ting sammen. De så lidt klatøjede ud…

Midt på formiddagen var vi klar til at fiske igen ved Storåen. Efter en lille times tid havde Holger på 11 år lagt sig på brinken for at få en lille formiddagslur. Kort efter havde Anna (på 14) en fisk som slog til spinneren og få minutter senere hamrede en til min spinner. Den sad og efter de første hidsige udløb, fik jeg råbt til ungerne ,at de skulle komme. Anna var hurtigt på pletten og overtog min stang, så hun kunne fighte fisken færdig. Det gjorde hun rutineret, og vi kunne lidt efter genudsætte en stålblank laks på 77 cm. Holger var også kommet, men var ret slidt efter nattens ”festligheder”. Måske havde det også påvirket hans nattesøvn, at vi havde snakket om, at vi overnattede i ulvenes kerneområde… Det tror jeg nu ikke.

Vi fiskede lidt videre, men jeg kunne godt se, at der skulle ske noget andet, hvis Holger skulle holde sig beskæftiget. Vi gik derfor tilbage til bilen og pakkede sammen, inden vi satte kursen mod Karup å for at fange signalkrebs. Vel ankommet fik vi rigget et par brikker til og mens maddingen begyndte at lokke krebsene frem, fik vi en bid brød. Da der var kommet godt gang i krebsene og ungerne var travlt beskæftiget med at røgte brikkerne, kom jeg til at tænke på fiskestangen bag i bilen… man kunne jo sagtens lige smutte ned og prøve, om der skulle være kommet en frisk fisk op.

Vejret var slået om fra varmt og tørt til mere ustadigt vejr nogle dage forinden. Åen var faldende efter en god gang regn og løb med en fin vandstand. Der kunne være fisk, men samtidig havde Karup Å været ringe fiskende de seneste år… i hvert fald for mig. Efter lidt flere overvejelser frem og tilbage kom stangen frem.

Jeg havde ikke fisket mere end 10 minutter før en fisk tog spinneren hårdt i et opstrøms kast langs egen bred. En skallet bred, da bredvegetationen i den grad var blevet klippet, sikkert fordi året før havde været meget regnfuld med oversvømmede marker til følge. Nå, fisken kæmpende fint men kontrolleret, da det ikke var en kæmpe, men dog en fin en på 4-5 pund. Herligt igen at mærke en Karup Å ørred. Det var faktisk et par år siden jeg sidst havde fanget en over mål, så det var en nydelse at se den blanke side farer frem og tilbage i vandet foran mig. Fiskens størrelse gjorde trods alt, at fighten ikke var en lang forestilling, og jeg kunne sikkert og nemt nette den uden at skulle kæmpe med udhængende siv og dårligt udsyn. På land blev fisken gokket og lagt i skyggen af noget langt græs vel inden på land. Jeg overvejede kort om jeg skulle gå tilbage til ungerne, men jeg kunne se og høre at krebsefiskeriet gik meget fint – ”Åh den er stor”, ”Tag den! tag den! Holger”, ”Der er en mere” osv. Jeg kunne jo næste ikke få mig til at forstyrre dem, men måtte lige prøve igen.

Et par kast senere var der en skygge under spinneren, da den steg op i vandet sidst under indspinningen. Langsomt kom spinneren mod overfladen og lige så langsomt steg skyggen op og konturerne af en pæn fisk blev skarpere og skarpere, mens spinneren stadig roterede mod overfladen. I det øjeblik stod tiden stille, luften dirrede – jeg turde ikke stoppe indspinningen, eller ænsede ikke at gøre noget og lige før spinneren brød overfladen tog fisken! Jeg gav et fast ryk og kunne med det samme mærke vægten, ørreden blev til min store overraskelse kroget! Fisken blev nok lige så overrasket som jeg, måske endnu mere for den lagde sig bare på siden og drev med strømmen. Hurtigt forsøgte jeg at slå mit gamle fangstnet ud, som jeg 10 år tidligere havde fundet 4 meter oppe i et træ ved Gaula, men i min iver og eksalterede tilstand brækkede aluminiumsstængerne og jeg stod med en fuglerede af brækket metal og net. Men heldet var med mig denne dag for i det samme kom jeg forbi en sivtot helt nede i vandkanten, hvor jeg lige kunne styre den paralyserede fisk ind, gribe den med hænderne og få den slynget op på sikker grund. Kønt var det ikke, og nok den korteste fight jeg har oplevet med en fisk i den størrelse (11 pund). Sjovt nok endte vi præcis nede ved den første fisk og den fik nu selskab og så pludselig ret lille ud.

Uden megen overvejelse måtte jeg da lige prøve igen, så jeg gik tilbage til stedet, hvor den store bed og tog et kast mere. BANG sagde det og denne gang var fisken ikke paralyseret. Jeg kunne straks mærke, at det var en fin fisk men ingen kæmpe. Efter en god fight fik jeg fisken ned til landingsstedet og kanet ind bag sivtotten. De 15 pund fisk der fik nu selskab af 7 pund mere! Det var helt industrielt. I det samme kom Holger ned til mig og med et hurtigt blik på de tre ørreder, konstaterede han, at nu havde de fanget en spand krebs og jeg nogle fisk og hvis han nu bar fiskene op til bilen, kunne vi godt køre hjem. Han var virkelig træt. Min fiskelyst var også mættet – der var nu rigeligt med lækker havørred til køkkenet og Anna konfirmationsmiddag nogle uger senere, så jeg kunne med ro i sindet overlade pladsen langs åen til andre.

Og der gik ikke lang tid før pladsen blev optaget, for mens vi fik krebsebrikkerne pakket sammen, var der kommet en lystfisker mere. Han havde efter kort tid fået en halvmeters fisk, som han netop kom hen til bilerne med, da vi var ved at pakke vores. Som en god lystfisker fik han pralet godt med fangsten og spurgte om jeg ikke skulle fange noget? Da jeg sagde at jeg ikke havde plads til flere fisk, troede han naturligvis, at jeg tog fis på ham, men da han så vores køletaske, hvor fiskene stak hoveder og haler op, så den ikke kunne lukkes, blev han lidt mere stille, faktisk helt tavs! Vi skiltes med et godt grin!

Uha – hvor jeg glæder mig til at gense Lystfiskerforeningen af 1926’s dejlige fiskevand – fiske de kendte steder, se om der igen står en laks ved den store sivtot, om der er en ørred i automaten, men også prøve noget af det nye fiskevand. I drømmene er der allerede fisket mange meter å og altid på rette sted, på rette tid…