04-04-2009
04-04-2009: Laks og fiskesnak
Så blev det endelig den 1. april, og mange måneders drømme om igen at gå med fiskestangen langs med Skjern Å, Omme Å eller Vorgod Å og prøve at overliste en af Skjern Å´s legendariske laks kunne nu atter blive til virkelighed.. Morgendisen hang over åen da det lysnede i øst, og allerede på det tidspunkt kunne man se mange silhuetter af lystfiskere og høre fluelinerne svirpe over åen eller plask fra store blink, der dumpede ned i de dybe huller og med en lokkende gang langsomt og dybt blev fisket tværs over åen
En del fiskere fra Lystfiskerforeningen af 1926 havde sat hinanden stævne klokken 9 ved foreningens hytte, og over morgenkaffen og rundstykkerne gik snakken livligt. En enkelt lystfisker manglede lige et par kroge, som skulle have bøjet modhagerne ned, og det blev også klaret over kaffen. Humøret var højt og forventningerne store med tanke på sidste års gode laksefiskeri. Så pludselig var de fleste kørt til åen for at prøve lykken og tilbage var kun nogle få stykker til at rydde op og tørre krummerne af bordet. Ved middagstid kunne der købes grillede pølser og kartoffelsalat, og det benyttede næste 20 medlemmer sig af. Vejret var fint, og der var meldinger om flere fangede laks. Det gjorde det svært at sidde stille i stolen, og der var da også en livlig trafik frem og tilbage til hytten.
Klokken 16 samledes så alle for at se vinderen af foreningens interne konkurrence få overbragt sin præmie, en 14 fods Albright tohånds fluestang, som velvilligt var sponsoreret af foreningens gode samarbejdspartner, LYSTFISKEREN fra Hvide Sande. Det var en glad vinder som kunne præsentere sin flotte laks på 5,6 kg, stålblank og med havlus. Lidt tankevækkende var det dog at se, at fisken havde ar på haleroden efter nærkontakt med nogle garn. Det kan i øvrigt oplyses, at fedtfinnen var klippet. En dejlig dag nærmede sig sin afslutning, og forude venter nu igen en sæson ved foreningens skønne fiskevande.
Finn Dahl